Indeklimamærket

Indeklimamærket stiller krav til produktet i dets brugsfase og omfatter produkternes påvirkning af luftkvaliteten i indeklimaet. Dansk Indeklima Mærkning blev etableret i 1993 på opfordring af den daværende boligminister. Sekretariatet er siden blevet drevet af Teknologisk Institut.

Én ting er indholdet af kemiske stoffer i produktet, noget andet er, hvilke stoffer der frigives til luften. Et indeklimamærket produkt har gennemgået en omfattende prøvning og har dokumentation for afgivelsen af kemiske stoffer til luften. For loftprodukter gælder endvidere at de er prøvet med hensyn til afgivelsen af fibre og partikler.

Der er en øvre grænse for hvor stor afgasningen må være, ligesom der er krav til hvilke stoffer, der må afgasse. For eksempel må der ikke afgives kræftfremkaldende stoffer fra produkterne. Der ud over stilles der krav til lugtindtrykket fra produktet. For loftprodukter er der ligeledes en øvre grænse for, hvor mange fibre og partikler, der må frigives. Bygningsreglementet stiller krav om at mineraluldsholdige materialer, fx. lofter, ikke må afgive fibre til indeklimaet. Dette anses for opfyldt, hvis loftet er indeklimamærket.

Indeklimamærket stiller krav til produktet i brugsfasen, og giver dokumentation for at produktet “er til at være i stue med”. Herved adskiller Indeklimamærket sig fra de såkaldte miljømærker, f.eks. EU Ecolabel (Blomsten) og Svanen (det nordiske miljømærke), der i højere grad stiller krav i forbindelse med produktion og bortskaffelse, og i mindre grad krav til produktets påvirkning af indeklimaet.

Indeklimamærket er en ikke-kommerciel mærkningsordning og genererer ikke overskud.
Gebyret, som certifikatindehaverne betaler, går udelukkende til at dække drift af mærknings-
ordningen og udbrede kendskabet til mærkningsordningen – så flere kan få et bedre indeklima